Datingsiden Hosdigellermig.dk er rent fup
Datingsiden hosdigellermig.dk er det rene fup, advarer flere brugere, skriver Ekstra Bladet. Ifølge datingportalen selv er den Danmarks største med 3,5 millioner medlemmer. Men det tal er ifølge flere brugere vildt overdrevet, for mange af profilerne er inaktive eller direkte falske. Flere brugere fortæller på blandt andet Trustpilot.dk, at de har fået helt enslydende beskeder fra forskellige profiler – et tegn på, at beskederne er udsendt automatisk af en computer. Og når de svarer på beskederne eller kontakter andre profiler, får de ingen respons. It-ekspert Christian Schwarz Lausten fra det digitale firma Seismonaut forklarer til Ekstra Bladet, at Hosdigellermig.dk blot er en forlængelse af det snyd, man tidligere har set på datingportaler og boligportaler. »Det svarer til de boligsider, som lokker med en billig lejlighed på deres forside. Når de boligsøgende har betalt for et medlemskab, så viser det sig, at annoncen er falsk«, siger han. »Det svarer til de boligsider, som lokker med en billig lejlighed på deres forside. Når de boligsøgende har betalt for et medlemskab, så viser det sig, at annoncen er falsk«, siger han. Ekstra Bladet har oprettet en kvindelig profil på hosdigellermig.dk, og fandt kort tid efter profilen på datingportalerne Flirtfair.dk og Datebeach.dk, uden at have fået besked om det først. Men lige som andre former for fusk og falsk markedsføring, er der ifølge Datatilsynet ikke noget at gøre, fordi virksomhederne opererer fra Luxembourg, hvor der gælder andre regler end i Danmark. (Politiken 7. maj 2012)
Tag på date i kiosken
Grøn kop betyder, grønt lys for en date, mens den røde betyder, at man er optaget i forhold. Den landsdækkende kioskkæde 7-Eleven skal sætte gang i mere end kaffebryggeriet med kampagnen: - Kaffedate-kampagnen er en anderledes og sjov datingform, hvor vi tager, det vi kan, at sælge kaffe, og sparker gang i forårsflirten på den måde. Der er så mange datingsites derude, men det behøver slet ikke være så firkantet. Folk mødes jo ofte over en god kop kaffe, siger Morten Vedel til til fpn.dk. Dating i 7-Eleven er et af flere særlige dating tiltag i særlige sammenhænge. De københavnske busser Arriva lavede singlesæder i en periode. Her kunne singler sætte sig, hvis de gerne ville møde en mulig partner. (DR Nyheder 5. marts 2012)
Detektor: Hvert 4. forhold starter ikke på Dating.dk
Netsiden dating-dk's slogan er, at "hvert 4. forhold starter her", men det passer ikke lyder det fra DR's Detektor, der har undersøgt påstanden. Ifølge dating.dk bygger de påstanden på en international online-undersøgelse fra det engelske Oxford University. Men manden bag undersøgelsen, Bernie Hogan, siger til Detektor, at dating.dk's reklame er strammet gevaldigt. Undersøgelsen viser, at 26 procent har klikket sig til kærlighed på nettet, men på hele nettet og ikke kun på dating.dk og andre datingsider. Faktisk har kun 38 procent af de 26 procent mødt hinanden på et datingsite, og undersøgelsen siger intet om dating.dk. Desuden er undersøgelsen ikke repræsentativ, når det gælder Danmark, fordi kun 89 danske par har deltaget. De talknusere, Detektor har talt med, siger, at den statistiske usikkerhed dermed bliver 9 procent, og at man ud fra tallene ikke kan sige noget præcist om, hvor mange danske længerevarende forhold, der starter på nettet. Og det er Bernie Hogan enig i. (DR Nyheder 24. januar 2012)
Ældre tænder på net-dating
Ny undersøgelse fra Danmarks statistik viser, at de ældre finder kærligheden på nettet... Ældresagen har desuden lavet en rundringning til forskellige kommuner og oplyser blandt andet, at en lokalformand i Egedal Kommune oplever, at de ældre efterspørger netdatingkurser, og Roskilde Bibliotek har ligefrem en datingtjeneste tilknyttet biblioteket. Margrethe Kähler mener, at seniordating især er populært, fordi det rent praktisk er nemmere, end hvis man skal finde en kæreste i sit netværk. - For nogle er fysikken måske ikke så god, eller også er 'jagtmarkerne' blevet noget begrænsede med tiden. (EkstraBladet.dk 23. januar 2012)
Undgå at blive snydt i jagten på kærligheden
Internettet kan være stedet, hvor du finder den store kærlighed. Men hvis du opretter en profil på et datingsite, så hold øjnene åbne. Forbruger Europa bliver jævnligt kontaktet af forbrugere, der er bundet til et abonnement, som de har svært ved at komme ud af igen, skriver Forbruger Europa - www.forbrugereuropa.dk. Forbrugerne henvender sig typisk til Forbruger Europa med to typer af problemer. Nogle forbrugere fortæller, at de efter at have oprettet en gratis profil på et datingsite skal opgradere til et betalt medlemskab for at kunne læse beskeder fra andre brugere. Beskederne viser sig imidlertid at være autogenererede og derfor ønsker forbrugerne at opsige abonnementet igen. Hvad de ikke ved, er, at de ved at tage datingprofilen aktivt i brug, det vil sige ved at læse beskederne, har fraskrevet sig deres fortrydelsesret. Nu er de så bundet til abonnementet. Andre forbrugere henvender sig til Forbruger Europa, fordi deres abonnement på datingsitet automatisk er blevet fornyet, på trods af at de har opsagt det til tiden. Nu kræver datingsitet penge for abonnementet, og forbrugerne er i vildrede om, hvad de skal gøre. Som forbruger kan du selv gøre noget for at undgå at ende i samme situation. ”Det er vigtigt, at du læser datingsitets aftalevilkår grundigt igennem, inden du opretter et abonnement. Undersøg blandt andet, hvor lang tid du binder dig, og hvordan du opsiger abonnementet igen. Hvis du ikke kan finde tydelig information om fx bindingsperioden, prisen og opsigelsesfristen, så vær varsom med at tilmelde dig sitet,” siger leder af Forbruger Europa, Signe Schmidt. Hun tilføjer, at det også er en god idé at undersøge, om du fx fraskriver dig din fortrydelsesret, hvis du åbner beskeder fra andre brugere på datingsitet. ”Som udgangspunkt har du 14 dages fortrydelsesret, når du opretter en profil på et datingsite. Fortrydelsesretten bortfalder kun, hvis du har givet dit udtrykkelige samtykke til det,” siger Signe Schmidt. Hvis du opdager, at der uden dit samtykke er blevet trukket et beløb fra din konto, så kontakt straks datingsitet og påpeg, at du ikke har indgået en aftale med dem. Klag skriftligt, og gem en kopi af mailen eller brevet som dokumentation for, at du har klaget. Kan du ikke få løst din klage ved at henvende dig til datingsitet, kan du henvende dig til Forbruger Europa, hvis firmaet er hjemmehørende i et af de andre EU-lande, Norge eller Island. Hvis der er tale om et dansk datingsite, og hvis abonnementet har kostet mere end 800 kroner, kan du klage til Forbrugerklagenævnet - www.forbrug.dk. (Forbrugereuropa.dk 30. september 2011)
Dating via mobilen
Hvorfor ikke også dating via mobilen? Nyheder, opskrifter og vejrudsigter - det er der mobilapplikationer til. Og dating via applikationer - Apps - er så småt begyndt at rumle som en mulighed, der dog er mere fremme i udlandet end herhjemme.
Det virtuelle kødmarked har ændret vores søgen efter kærlighed
Det er kun 12 år siden, at netdatingen i Danmark begyndte at gribe fat i befolkningen. Og nu har netdating ændret jagten på kærligheden på to afgørende fronter. Brugerne vil i højere grad søge efter nogen, der ligner dem selv, og dræber derved myten om, at modsætninger mødes. Og når vi lægger kærlighedsjagten i hænderne på cyberspace, bliver det sværere at slå sig endeligt ned, skriver Information. En særlig gimmick ved at søge sin kærlighed er, at du kan vinkle din søgen efter den eneste ene. På sider som farmerdating.dk, beautifulpeople.dk, handydating.dk, xl-dating.dk og uglypeople.dk har man samlet en snæver målgruppe af mennesker, der har fællestræk enten udenpå eller indeni. Det stikker til myten om, at modsætninger mødes. Her er der nemlig en væsentlig forskel på at mødes virtuelt og fysisk. Hvis du er veluddannet, kan du søge lykken på elitedaters.dk. Tænder du på at gå bag om ryggen på din mand eller kone, kan du finde en anden dansker, der har samme lyster til at træde uden for parforholdet på hjemmesiden Victoriamilan.dk, og jagten på en ny eneste ene kan du starte på datingsiden for singleforældre, singleplus.dk. Ifølge Tem Frank Andersen, seniorrådgiver på Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet og ekspert i viral kommunikation, er den stigende netdatingkultur og særligt den tendens, at man søger en specifik type et resultat af, at vi alle sammen bliver mere individuelle. »I dag er det sådan, at jeg selv skal stå til ansvar for de beslutninger, jeg træffer, og derfor vil jeg gerne kontrollere den beslutning. Hvis jeg skal finde en soulmate, vil jeg derfor minimere risikoen for, at det forhold går i vasken, ved at søge hen til det bekendte,« siger han til Information. Casper Høeg Radil, sociolog fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på KU og ekspert i dating, forklarer, at det handler om at iscenesætte sig selv og skabe et individuelt produkt. »Det at oprette en profil på en bestemt portal som elitedaters er med til at sige noget om dig som person, mere end hvis du bare skrev noget om dig selv på dating.dk. Hvis du har en profil på farmerdating.dk, siger det meget om, hvilken type menneske du er. Det er noget, der ellers ville tage lang tid at forklare ved at skrive det i tekstform på en bred platform,« siger han. Casper Høeg Radil peger på, at søgen efter en partner, der ligner dig selv, kan være med til at isolere folk i sociale enklaver. »Hvis man ser på det ud fra et demokratiperspektiv, der handler om kulturel udveksling mellem forskellige segmenter i samfundet, er det positivt, at folk ikke kun finder nogen, der ligner dem selv. Men hvis konsekvensen af, at folk dater specifikt, er, at læger kun finder læger, kan det have nogle samfundsmæssige problemer. Så vil den demokratiske dialog om, hvad vores fælles projekt er, forsvinde,« siger han. (Information 19. juni 2011)
Dating på nettet er populært hos det grå guld
Mere end hver femte over 60 år, vil gerne lede efter en partner på internettet, viser ny Gallup-måling. Fænomenet er så populært, at ÆldreSagen nu ønsker at inddrage netdating i sit arbejde, skriver Berlingske. Tendensen hænger sammen med, at ældre i dag er anderledes end for en generation siden. De fleste er trygge ved internettet, fordi de har brugt det i den sidste fase af deres arbejdsliv, og samtidig har de børn og børnebørn, som kan hjælpe, hvis de får tekniske problemer, påpeger Margrethe Kähler, seniorkonsulent hos ÆldreSagen. »Internettet er ikke længere skrækindjagende og farligt i de ældres øjne. Det er blevet en del af dagligdagen,« siger hun. Og de ældre er også blevet mere handlekraftige, påpeger hun. Tidligere var man mere tilbøjelig til at læne sig tilbage, hvis man ikke var tilfreds den sidste del af livet, men det er i forandring nu, mener Margrethe Kähler. På ti år er antallet af skilsmisser blandt modne danskere over 60 år derfor fordoblet, mens antallet af ældre, som indgår nye ægteskaber ligeledes er steget markant. »De ældre tænker ikke længere, at det er deres skæbne at være alene resten af livet, hvis de er blevet skilt. De insisterer på at være midaldrende til det sidste og synes ikke længere, at det er så frygteligt, sørgeligt og skamfuldt at blive ældre. De er tværtimod meget aktivt handlende for at skabe sig et godt liv. Derfor kaster mange sig ud i netdating,« siger hun. Og selv om man måske tror, at internettet og de nye medier appellerer mest til ungdommen, egner netdating sig netop godt til det gråhårede segment, mener Margrethe Kähler. »Når man netdater, kan man være blufærdig. Man kan stille og roligt fortælle om sig selv og føle hinanden lidt på tænderne, før man mødes. De ældres forsigtighed bliver faktisk tilfredsstillet ved netdating, og de får julelys i øjnene, når man kommer ind på emnet, fordi de synes, det er så spændende,« siger hun. På baggrund af Berlingskes henvendelse, overvejer ÆldreSagen nu at stifte et nyt datingsite for ældre. Samtidig er man i foreningen meget åben over for at inddrage netdating i IT-undervisningen for ældre, påpeger Margrethe Kähler: »Det ville være en rigtig fin idé. For så er jeg sikker på, at der vil komme endnu flere til vores IT-kurser.« (Berlingske 20. marts 2011)
Hvert fjerde par mødes på nettet
For flere og flere danskere på kærestejagt opstår den første gnist i cyberspace. En gruppe forskere fra University of Oxford har undersøgt tendenser inden for onlinedating i 18 lande, og deres rapport viser, at 26,1 procent af de danske kærestepar, der har mødt hinanden fra 1997 til 2010, har fundet hinanden på internettet. Dermed placerer Danmark sig på en tredjeplads blandt de mest aktive netdating-nationer. Det skriver metroXpress. (TV2/Nyhederne 17. februar 2011)
Utroskab via nettet er populært
En datingside, som henvender sig til folk der er gift eller har kæreste, har fået stor succes. Det nye website, der sælger utroskab til danskerne, har på bare tre måneder fået 60.000 brugere. En af dem er en kvinde, som bruger dæknavnet 'Janine'. Hun er gift og har tre børn. "Jeg leder efter én til at have noget varmt og bekræftende sex med," siger hun til TV 2/Nyhederne. "Lige nu skriver jeg med to, og de to skal jeg mødes med," fortæller hun. Op mod 70 procent af danskerne har været utro i deres parforhold. Parterapeut Rikke Thuesen er ikke begejsteret for, at den nye datingside gør det nemmere at lave et sidespring. "Det er selvfølgelig ikke sitets ansvar, om man er utro eller ej," siger hun. "Men jeg tror, at jo mere, du skaber muligheder for, at man kan gå ud og skabe en utroskab-situation, så bliver det faktisk på en eller anden måde legalt i folks bevidsthed," siger Rikke Thuesen. (TV2/Nyhederne 27. januar 2011)
Datingportaler slås om kontaktsøgende danskere
Over 200 datingportaler udkæmper i øjeblikket en hård kamp om markedsandele, konstaterer Politiken med henvisning til metroXpress. »Der er ingen tvivl om, at der foregår en regulær krig på netdatingmarkedet i øjeblikket. Danmark er et godt datingland, fordi rigtig mange bruger internettet og de sociale medier. Derfor er udenlandske datingportaler også interesserede i markedet,« siger Charlie Breindahl, ekstern lektor på Københavns Universitet, hvor han har beskæftiget sig med online-dating. De udenlandske datingportaler, som forsøger at vinde fodfæste i Danmark, er blandt andre Match.com, Be2.com og Parship.dk. Den øgede konkurrence på det elektroniske datingmarked kunne være lig med lavere priser for datingprofiler til gavn for forbrugeren. Men foreløbig synes der at ske det modsatte. de danske datingbrugere skal være på vagt, siger ekstern lektor ved Københavns Universitet Charlie Breindahl. »Når der kommer flere spillere ind på markedet, som tydeligvis er mange gange dyrere end de andre, så er der jo god grund til at være på vagt, hvis man er forbruger,« siger Charlie Breindahl han til metroXpress. Han bakkes op af Jakob Linaa Jensen, lektor i medievidenskab og medieforsker ved Aarhus Universitet. »Som udgangspunkt er mange valgmuligheder jo godt for forbrugeren, men ligesom på markedet for teleselskaber herhjemme kan det være svært og uoverskueligt for forbrugeren at skelne skidt og kanel fra hinanden,« siger Jakob Linaa Jensen. (Politiken 26. januar 2011)
Fupper kunderne
Datingsiden be2.dk bondefanger kærlighedshungrende danskere med fup og falske beskeder, skriver Poltiken. Kontant på DR1 afslørede datingsiden i at fuppe kunderne med elendige personlighedstests, at sende falske beskeder til og fra din profil, uberettiget at hæve penge fra din konto og at være ufatteligt svær at slippe fri fra. Be2, der praler med 22 millioner brugere i 37 lande, forsøger at sælge sig selv med en videnskabelig test, der skal afsløre, hvem du passer sammen med. Ifølge Be2 er personlighedstesten »baseret på en videnskabelig analysemodel, der anvender psykologiske, antropologiske og sociologiske kriterier«. Men da Kontant opretter profiler for to mænd, der er vidt forskellige både når det kommer til personlighed, erhverv og bopæl, får de to profiler præsenteret de samme seks kvinder som match efter testen. Efter at Kontant tegner abonnement for de to profiler, begynder de desuden at få beskeder fra russiske kvinder, der først angiver at have bopæl i Danmark, men siden viser sig at bo i Rusland og bede om penge fra de mænd, de skriver til. Når først du opdager, at der ikke er kærlighed men fup og falske beskeder at hente på datingsiden, kan det være svært at slippe for at betale abonnementet, der er væsentligt dyrere end det er på lignende datingsider. (Politiken 25. januar 2011)
Januar er jagtsæson for singler
At smide nogle kilo og kvitte smøgerne er ikke det eneste, der står højt på vores liste over nytårsforsætter. Det gør en ny kæreste også. Januar er jagtsæson for danske singler, og det kan i den grad mærkes hos landets datingportaler. Det skriver nyhedsbureauet Newspaq. "I år oplever vi en endnu større vækst, end vi plejer. På en normal dag får vi et par tusind nye brugere, men i øjeblikket ligger vi på 3-4000 hver dag. Det er en fordobling," siger indehaver af Danmarks største datingsite, Dating.dk, Morten Wagner. At det lige er januar, der boomer i jagten på at nedlægge et bytte, er ingen tilfældighed. "Man laver et nytårsforsæt om, at man gerne vil have sig en kæreste. Der har måske ikke været så meget held til julefrokosterne, så her i januar melder man sig ind i et datingsite," siger han. Dating.dk har over en halv million brugere, stort set ligeligt fordelt på køn, og det tal stiger støt. "Folk har vænnet sig til at bruge de sociale netværk mere, og derfor er berøringsangsten over for datingsites mindre. Vi regner med, at det her bliver vores rekordår," siger Morten Wagner. (TV2/Nyhederne 15. januar 2011)
Mænd har svært ved at flirte
Mænd er dårlige til at opfatte kvinders signaler, og det betyder, at de har en ringere fornemmelse af, hvordan en flirt skrider frem, og så bliver det kvinderne, der får overtaget. Coach og NLP-terapeut Michael Kjærsgaard, der har specialiseret sig i, hvordan mænd bliver bedre til at flirte og afkode kvindernes signaler, mener, at mænd for ofte overgiver magten til kvinden i flirten. - Mænd har ikke de samme forudsætninger for en god flirt som kvinder. Kvinder er mere end dobbelt så gode til at læse mænds signaler end omvendt, og kvinder er født med en intuitiv fornemmelse af, hvordan en flirt skrider frem. Det gør, at mange mænd ikke får et ben til jorden og kun bliver valgt i stedet for selv at vælge, siger Michael Kjærsgaard til Oestrogen.dk. I dag er der flere og flere, der opsøger en datingcoach for at få hjælp til at styre en flirt med henblik på at få en fast kæreste, fortæller Michael Kjærsgaard. (Alive.dk 14. januar 2011)
Sjove facts om parforhold og kærlighed
Sanne Holm har på be2.dk samlet nogle sjove facts om parforhold og kærlighed:
Over 50% af alle amerikanske kvinder er ikke i fast parforhold.
Folk, der anser deres forhold for et “lykkeligt parforhold”, lever gennemsnitligt 4 år længere end andre.
Folk i parforhold bruger kun 5 minutter dagligt på alvorlige samtaler.
Kærlighed holder længere i parforhold, hvor det er kvinden, der bestemmer.
50% af alle kvinder er ikke klar til at finde ny partner før flere år efter en ulykkelig kærlighed. (be2.dk 13. januar 2011)